Året var 1995. Maria var 16 år og på en rejse ud i verden. På Sri Lanka oplevede hun en gruppe lokale, der snittede smukke træfigurer, som de solgte fra boder. Håndværket, æstetikken og ikke mindst arbejdsvilkårene, som træfigurerne blev produceret under, vakte hendes interesse. Og det skulle vise sig også at sætte retningen for Marias karriere og er i dag blevet til virksomheden Manelleh, der producerer og sælger håndlavede produkter.
I dag beskriver Maria oplevelsen på følgende måde:
“Jeg blev dybt fascineret af det gode håndværk og det at skabe smukke ting helt fra bunden. Jeg var jo vant til at købe og bruge masseproducerede ting herhjemme og pludselig begyndte jeg at interessere mig for, hvor ting kommer fra, og under hvilke forhold de er produceret. Den faglighed og tradition, som jeg var vidne til, var dybt fascinerende og samtidig en øjenåbner - et slags første møde med produktionsledet.”
Hvordan har oplevelsen formet dig?
“Diversitet, ansvarlighed og bæredygtighed har altid været fællesnævnere i mit arbejde. Jeg brænder for at give de kvinder, der producerer mine varer, uafhængighed og frihed. På min seneste rejse til Bangladesh, hvor jeg køber ting fra til min forretning, mødte jeg en kvinde, der var mor til fem børn. I kraft af det arbejde, hun varetog for min samarbejdspartner under ordentlige forhold, kunne hun sikre sine fem børn, købe et stykke jord, etablere sin egen systue derhjemme og samtidig bidrage finansielt til vareindkøb i hendes mands virksomhed. Det er lige præcis dét‚ jeg ønsker for de kvinder, jeg køber mine produkter af.”
Hvad har kendetegnet din karriere indtil nu?
“Det er simpelthen så sjovt. Når folk gennem årene har kigget på mig, så har de altid sagt, at de så mig som et karrieremenneske, og så har jeg altid tænk: ”Nå, hvorfor det? Jeg gør jo bare det, jeg brænder for. Og gør det mig til et karrieremenneske? Tja, jeg går efter de ting jeg gerne vil. Og mit skifte til selvstændig har ikke gjort mig mindre ambitiøs – tværtimod. Der er klart nogle paralleller til min tilgang til livet - når jeg har et mål, så gør jeg altid en gedigen indsats for at nå det. Jeg opfatter måske i virkeligheden mere ordet ”karriere” som, at man er ambitiøs omkring sit virke uanset, hvad det er. Og så skal det give mening. Vi har kun et liv, og det ville være tåbeligt ikke at bruge det på noget, der giver mening.”
Hvordan oplever du i dag dine tidligere professionelle roller?
“Jeg tænker tilbage på mit tidligere arbejdsliv med stolthed og smil på læben. Hos ISS var jeg med til at få mangfoldigheden på arbejdspladserne på dagordenen i Danmark, hvilket stadig lever videre i dag. Det var også meget givende at arbejde for Red Barnet og for CSR Fonden og sætte CSR på dagsordenen. Den værdi, der blev skabt var jo i stor skala, og det er jeg stolt af at have min lille aktie i. Det har uden tvivl altid været kombinationen af social ansvarlighed, bæredygtighed og forretning, der har drevet mig, og som er årsagen til, at jeg er lykkes med det meste. Jeg føler også, at jeg efterhånden har set og prøvet så meget, som jeg i dag baserer mine beslutninger, min ro og mit overblik på, så jeg ville ikke have været noget af det foruden.”
Har du noget af det med hjemmefra?
“Ja, jeg voksede op ovenpå familievirksomheden – et trykkeri, som var en stor del af hele familiens liv, så det at være selvstændig og iværksætter har altid boet i mig.”
Hvordan blev din egen virksomhed til?
“Jamen, her i min egen virksomhed er det hele meget tæt på, og det rør mig på en helt anden måde. Jeg ved ikke, om man kan sammenligne det med en forfatter, der skriver en bog over mange år med mange kapitler og så på et tidspunkt sætter sig ned og samler det til ét værk. Mit arbejde med CSR i forretningslivet og MBA – det hele begyndte på en måde at passe sammen og skulle samles til et samlet værk. Så det var et puslespil, der skulle samles, og brikkerne var der.”
Hvad var det sværeste ved at blive selvstændig?
“Det viste sig, at det sværeste for mig var at tage springet. At tage beslutningen. Slippe den faste økonomi, det faste job og alt det, der følger med, og som jeg også sætter stor pris på. Bil, medarbejdere osv. Der står ‘sikkerhed’ hen over døren på det liv. Så jeg spurgte mig selv gentagne gange, om jeg kunne leve uden de velkendte, trygge og materielle rammer. Men da jeg først kom i gang, så blev værdi, tryghed og anerkendelse noget jeg i dag ser meget anderledes på. Hvad er aftrykket, tid og frihed eksempelvis værd? Rigtig meget for mig, kan jeg godt afsløre. Men jeg forstår godt, hvorfor det ikke er for alle at blive selvstændig. Hvis man ikke kan sove om natten pga. usikkerheden, så lad for Guds skyld være.”
Hvilken værdi har det du lærte på MBA’en for dig?
“For mig var MBA’en hele pakken. Mit liv var én stor forandringsproces i de år. Jeg tog MBA, mødte min mand, jeg havde ventet fyrre år på at få et barn, og nu lykkedes det. Det var én stor forvandling. Mit mindset var: Jeg var åben, så der skete rigtig, rigtig meget. Det var vildt!
Rent fagligt, så er det min oplevelse, at det er p**** svært at bruge strategi-modulet på min egen forretning. Det var meget nemmere i en stor virksomhed. Jeg mener: Jeg kan gå den vej, den vej eller den eller den. Den lille skala er faktisk mere udfordrende, end den store. Men jeg vil sige, jeg er kommet udover det. Jeg arbejder super fokuseret med det, som jeg ser som kernen i forretningen, og så stoler jeg også ofte på min intuition.
Og så lærte MBA’en mig også at tænke holistisk. Der er mange ting, jeg ikke kan, men jeg har kun ganske få blinde vinkler. Det er allermest det, jeg har med.”
Har du et godt råd til andre med en selvstændig i maven?
“Hvis man er, som vi var flest på mit MBA-hold, så har du formentlig en god portion både erfaring og viden i bagagen. Når man allerede har oplevet en del bål og brand, så skal der også meget til at vippe én af pinden. Det gør livet som selvstændig - og udgangspunktet for successen som selvstændig - anderledes, end hvis man springer ud i det allerede som 25-årig, vil jeg mene. Som ung er man nok mere ubekymret, men også mere uerfaren. Som erfaren leder har man også et stort netværk, hvis man ønsker at benytte sig af det. Så når man møder en udfordring: Ræk ud, og så løser ting sig.
Og så er fundamentet vigtigt: Gør dit forarbejde grundigt og mærk efter i maven. Hvis du eller din ægtefælle er er blandt dem, der bliver presset over den økonomiske usikkerhed i etableringsperioden, så er det ikke sikkert, det er det rigtige for jer. Det er super vigtigt, at baglandet er med.
Og vigtigst af alt: Lad begejstringen styre. Det er måske det vigtigste aktiv i virksomheden.”